Koncerthøjttalere gør det. Studiehøjttalere gør det. Men højttalerne i din stue gør det kun måske! Du aner det ikke, for du finder sjældent oplysningerne om højttalerens lydspredning nogen steder. Det er ellers en meget vigtig egenskab.

Et betalende publikum oplever en lyd, hvor der er arbejdet med lydens dækning af koncertpladsen.

Du kan, groft sagt, dele højttaleruniverset op i tre verdener, hvor kravene til lyd og dermed højttalere er ret forskellige. Der findes koncert- og touringhøjttalere, som dem du støder på til livekoncerter, i teatre og andre steder, hvor store arealer skal fyldes med lyd. Der findes også studiehøjttalere, hvor kunstnere og lydteknikere sidder sammen ved en pult, mens de pudser og redigerer lyden på plads, til musikudgivelser, film, TV, radio m.v.

Højttalere, der hører ind under de to verdener kaldes under et, professionelle højttalere. Den tredje højttalerverden er den, hvor højttalere som Q113 hører under, altså højttalere til hjemmet.

De tre højttalerverdener er forskellige på den måde, at brugerne af professionelle højttalere består af fagfolk, der bruger højttalerne i forbindelse med deres arbejde. Højttalere til hjemmet bruges selvsagt af mennesker, der godt kan lide at høre musik m.v. hjemme i stuen.

Brugernes forskellige udgangspunkter er med til at bestemme mængden af tekniske informationer om højttalerne, og her hører direktivitet ikke med under de tekniske specifikationer på højttalere til hjemmet. Det ville ellers have fortalt noget om højttalernes anvendelighed i stuen.

Dette blogindlæg er det første i en serie på fire, der handler om lydspredning.

En menig forbruger får ikke at vide, om hans højttalere kan dække stuen med lyd. Specifikationerne oplyses kun sjældent, for det meste slet ikke …

De professionelle vil kende direktiviteten

Højttalere til koncertlyd har i høj grad som sit væsentligste formål, at levere lyd til et betalende pubIikum. Hvis højttalersystemet til koncertlyden tilmed kan konstrueres, så lyden ikke sendes ud til koncertens ikke-betalende naboer, er man teknisk set godt kørende.

De ansvarlige for koncertlyden er interesseret i, at alle publikummer får en rimeligt ensartet lydoplevelse, uanset hvor de befinder sig i forhold til scenen. Der må ikke opstå områder med “sorte huller”, hvor lyden er dårlig og får publikum til at gå væk.

I en anden verden, nemlig i lydstudiet, sidder teknikerne ved siden af hinanden med højttalerne foran sig, og her er det afgørende for arbejdet, at man kan stole på højttalerens lyd, selv om man ikke sidder midt mellem højttalerne. Og ikke mindst: at dem der sidder ved pulten hører den samme lyd, uanset hvor de sidder.

Den egenskab jeg taler om, kaldes højttalerens direktivitet eller lydspredning. En højttaler til professionelle brugere har ikke en chance på markedet, hvis der ikke findes dokumentation for højttalerens direktivitet.

Man skelner mellem højttalerens vertikale og horisontale udstrålingskarakteristik, der ved f.eks. hornhøjttalere specificeres som en slags vinduer med åbninger på ex. 40×60 grader eller 80×60 grader osv. På den måde kan man som professionel bruger finde en højttaler, der er optimeret til at have det lyttevindue, man har brug for i den pågældende opstilling.