Ole Witthøft

Orange Scene: Lyden skaber tryghed for festivalgæsterne

Teknologi kan umuligt være menneskelig, tænker du måske. Men så har du ikke hørt om lydsystemet på Orange Scene.

Højttalerne på festivalpladsen i Roskilde ligner en invasion af rumskibe fra Star Wars. Høje og sorte står de og ser lidt uhyggelige ud. Højttalerne er kæmpestore.

Men du skal ikke kradse meget i overfladen, før der åbner sig et spændende univers af teknologi.

Festivalens højttalere fra Meyer Sound i Californien er noget specielt.

Lad os vende en koncertoplevelse på hovedet et øjeblik

Hvad er de 3 værste ting, der kan ske ved en koncert? (vi ser bort fra strømafbrydelser og at bandet får kollektiv influenza).

Det her kan ødelægge enhver koncertoplevelse:

  • At bandmedlemmerne ikke kan høre, hvad hinanden spiller
  • At publikum ikke kan høre bandet
  • At publikum stimler sammen

Et godt lydsystem kan fikse alt det.

Derfor kan Meyer kan meget andet end bare spille højt.

Send en varm tanke til de her tårne, når du ser dem

 

Læg mærke til de bananformede højttaler-klaser

Det her kendetegner moderne koncerthøjttalere som Meyer: De består af en tilsyneladende endeløs række af små højttalere, der hænger ovenpå hinanden.

De bananformede klaser er ingeniørkunst, og fra nu af går du aldrig til koncert, uden først at undersøge, om de har klase-højttalere. Det er vigtigt.

Det akustiske princip bag det særlige design kaldes line array (linjekilde) og det adskiller sig markant fra højttalerne hjemme i stuen.

Det er lidt nørdet, men altså. En almindelig højttaler hjemme i stuen er en punktkilde. Det betyder (groft sagt) at den udsender lyden, som ringe i vandet.

Linjekilder, som Meyer-højttalerne på Orange Scene er noget helt andet. De udsender lyden som en bølge. Altså med en langt større intensitet.

Det fantastiske ved linjekilden er, at lyden bliver ikke kraftigere, selvom du går tættere på scenen. Og det er megasmart! Det betyder nemlig, at publikum, helt ubevidst, ikke får lyst til at samle sig omkring scenen.

Lyden bliver alligevel ikke kraftigere, når man går tættere på, så hvorfor ikke blive stående, lidt på afstand?

Spørg engang festivalens talskvinde Christina Bilde, hvad der betyder mest for hende under festivalen. Jeg kan afsløre, at det ikke er lange guitarsoloer, hun går op i. Sikkerhed, siger hun. Det vigtigste er publikums sikkerhed.

Derfor er det supersmart, at man kan styre koncertgængernes adfærd med teknologi i stedet for hegn og kontrol.

Lydsystemet sørger også for, at lyden er ensartet på hele den 165 x 120 meter store plads foran Orange Scene. Det er akustik (verdens mest usynlige videnskab), der arbejder for at passe godt på gæsterne.

Lyder det ikke næsten som en slags teknologisk menneskelighed? Det synes jeg.

Højttalerne dækker pladsen med lyd

Højttalerne fra Meyer Sound er digitale. Inden du siger: Nå ja, det er min opvaskemaskine også, vil jeg fortælle at her er noget, du skal lægge mærke til.

Helt ubeskedent vil jeg indskyde, at min egen virksomhed producerer prisvindende digitale trådløse højttalere til hjemmebrug, mens Meyer Sound er sande pionerer, når vi snakker digitale højttalere til koncerter.

Det smarte er, at man kan styre højttalernes lyd. Modsat ringe i vandet (der jo spreder sig i alle retninger), kan en digital højttaler styre lyden, så den dækker en bestemt del af koncertpladsen.

Prøv selv at gå rundt på pladsen, mens musikken spiller og læg mærke til, hvordan oplevelsen præsenteres for dig og hvor fine nuancer, du kan høre.

Og vildere endnu: Tag ind til Roskilde og bemærk at lyden er meget svagere bag Orange Scene, end den er foran. Særlige højttalere laver en form for noise cancellation, så borgerne i byen generes mindst muligt af den høje lyd fra scenen.

Folkene bag mikserpulten er uddannet i at bruge det her lydsystem. Når de store navne står på scenen, er lydfolkenes job ikke bare at drøne lyd ud i hovedet på folk.

De skal bringe kunsten helt hen til dine ører. Og det job får helt nye og bedre betingelser, når højttalerne er digitale. Der sker en sand oplevelses-produktion, foran dine måbende ører, og en sublim lydmand leverer en vare, som du bør bemærke og anerkende.

Så lyt og nyd.

Det er lyden, der sætter kunsten fri

Teknologien sørger også for, at der er styr på lyden på scenen. Det betyder, at bassisten f.eks. tydeligt kan høre trommerne. Sangeren hører tydeligt koret, og guitaristen ved præcis, hvor soloen skal sættes ind.

Det er lydsystemet (og intet andet), der gør alt det her muligt.

Den fantastiske lyd giver artisterne tryghed, så de bedre kan folde sig ud overfor publikum.

Og ved du hvad? Det er hele pointen med lydteknologi. At slippe kunsten og mennesket fri.

Derfor respekt for RF, der lægger vægt på lydens kvalitet til glæde for os alle.

Ha’ en fantastisk festival!

 

 

Del denne side
Ole Witthøft
Ole er System Audio's grundlægger. Hans 3 store passioner er musik, teknologi og design. Ole er altid dybt begravet i nye projekter, og han færdes både i modelværkstedet, på lageret, bag computeren eller på alverdens bonede gulve.

Slut dig til tusindvis af musikelskere!

Få de bedste historier om lyd
Tilmeld Blog