Ole Witthøft

Waveguide retter lyden derhen, hvor den skal bruges

De akustiske målinger på SA2K viste, at højttaleren har en lille farvning af lyden i diskantområdet, forårsaget af kantrefleksioner. Det skal der styr på i Højttaler Q113 Evolution, så den kan overgå sin forgænger. En waveguide kan være løsningen.

 

17-maj-2012-1

Diskanthøjttalerens fritsiddende membran medfører lydrefleksioner fra kabinettets kanter. Det farver lyden, for vi ønsker egentlig kun at høre lyden fra membranen. Ikke kanterne.
En af de første gerninger i projektet bestod i at lave nogle nye målinger på højttaleren SA2K, for at få et målemæssigt indtryk af hvor god den egentlig er. Hvis du har lyst til at gense blogindlægget, finder du det her. Målingerne viste, blandt andet, nogle refleksioner der opstår som følge af højttalerkabinettets kanter, der befinder sig forholdsvis tæt på diskanthøjttaleren. Membranen distribuerer lyden i så stor en vinkel, at lyden finder vej til kanterne og det medfører de uheldige refleksioner. Jeg har skrevet et indlæg, der fortæller lidt om kantrefleksioner og om hvordan man kan afhjælpe dem. Det finder du her. Husk, at læse kommentarerne. Der er, som altid, god viden at hente.

 

17-maj-2012-2

Virkningen. En frekvensmåling direkte forfra på SA2K viser et krøllet forløb mellem 5-8 kHz. Det er kantreflektioner og resultatet er, at diskanten lyder en lille smule farvet og urolig. Det er dog kantrefleksioner af den milde art, men alligevel ….

 

Samme diskanthøjttaler, ny forplade

Q113 Evolution er højttaleren, der punkt for punkt skal være en bedre konstruktion end SA2K, uden at være en komplet nytænkning. Derfor ligger den nye diskanthøjttaler ikke så langt fra den oprindelige, rent konstruktionsmæssigt. I SA2K sidder en let modificeret udgave af danske Scan Speak’s D2905/9700 diskant. En af de vel nok bedste diskanthøjttalere der findes. Afløseren, der kommer til at finde vej til Q113 Evolution, er faktisk den selvsamme højttalerenhed, men med waveguide omkring membranen. Den hedder D2905/9900.

 

17-maj-2012-3

Med og uden waveguide. Til venstre, diskanthøjttaleren fra SA2K. Til højre, diskanthøjttaleren med waveguide til Højttaler Q113 Evolution.

 

Vi glæder os til prøvekabinetterne

Meningen er, at den nye diskanthøjttaler kommer til at reducere kantrefleksionerne, så vi kan glæde os over endnu bedre lydkvalitet. Først skal der dog bygges nogle prøvekabinetter hos Hornslet Møbelfabrik. Tegningerne af kabinettet er færdige, men der skal være tid i produktionsafdelingen, så vi venter lidt. I mellemtiden er der masser af ting at tale om.

 

17-maj-2012-4

Q113 Evolution med plads til diskanthøjttaleren øverst. Den er placeret i midten af kabinettet i en forventning om, at waveguiden forhindrer kantrefleksioner.

 

Det handler om håndværk

Helt generelt, består denne del af højttalerens tilblivelse af det, man kan kalde højttalerbyggerens håndværk. Altså, de discipliner der er nødvendige at beherske, hvis en højttaler virkelig skal frem i denne verden. Der er grundlæggende ting i konstruktionen, der skal være sunde og velovervejede, for at højttalerens lydkvalitet kan få det mentale tag til at lette og flytte sig til nye højder. Ofte er der mulighed for at lave optimeringer senere i processen, men hvis man laver småfejl i højttalerens grundlæggende konstruktion bliver resultatet bare aldrig rigtig godt. Det vil altid lægge en dæmper på højttalerens musikalske udfoldelser, og det skæbnesvangre er, at man ikke bemærker musikalske detaljer, der ikke er der, eller nuancer der ikke kommer frem. De er der bare ikke, og musikken bliver lidt grå og ligegyldig.
På den måde handler stræben efter højere kvalitet både om indstilling og viden. Ikke uventet, får den ofte følgeskab af en højere pris og for nogle kan det være vanskelligt at hitte rede i hvad man egentlig får for pengene. Det er da heller ikke alle optimeringer, der er pengene værd, synes jeg. Man kan sagtens komme ud for, at lyden bliver anderledes, uden at blive bedre, når man roder med udvikling, men det er alt sammen med til at gøre højttalerbyggeri vildt spændende. Jeg vil stædigt påstå, at højttaleren er 50 % videnskab og 50 % kunst, for vi kan virkelig måle, simulere og beregne mange ting, men musikkens magi udfolder sig først, når det man kalder “voicing” af højttaleren er klaret med bravour. Det er højttalerens klang, man tilpasser. Det er selve præsentationen af musikken, der tilrettelægges her og det er meget spændende. Lytteafprøvningerne hører til i projektets 2. halvdel. Lige nu, er vi stadig i gang med videnskaben og håndværket.

 

Ved du hvordan man beregner en waveguide?

Det er desværre ikke lykkedes, at finde en opskrift på hvordan en waveguide kan beregnes, men amerikaneren Earl Geddes ligger inde med interessant viden på området. Ham finder du her. Hvis du har erfaringer og meninger om waveguides, så fortæl om det i bloggens kommentarfelter. Det kan være med til at gøre os alle klogere. Tak. Hvis du kender til højttalere, der bruger waveguides eller artikler, der uddyber emnet, så læg et link. Vi andre kan næppe få viden nok.

 

Diskanthøjttaleren til Q113 Revolution er på vej

Det ligger i luften, at diskanthøjttaleren til Q113 Revolution skal være noget, der flytter de teknologiske hegnspæle et skridt længere ud . Det tør jeg efterhånden godt at love, men efter et par måneders udviklingstid lader den stadig vente lidt på sig. Derfor er jeg ikke helt sikker på, at det næste blogindlæg kommer til at handle om den nye diskanthøjttaler. Ingeniører arbejder på sagen.
Del denne side
Ole Witthøft
Ole er System Audio's grundlægger. Hans 3 store passioner er musik, teknologi og design. Ole er altid dybt begravet i nye projekter, og han færdes både i modelværkstedet, på lageret, bag computeren eller på alverdens bonede gulve.
Waveguide retter lyden derhen, hvor den skal bruges | SA

Slut dig til tusindvis af musikelskere!

Få de bedste historier om lyd
Tilmeld Blog Engelsk

Slut dig til tusindvis af musikelskere!

Få de bedste historier om lyd
Tilmeld Blog Dansk NY