Ole Witthøft

Her er læsernes dom over Højttaler Q113 – 3. del

Kompakthøjttaleren Q113 Evolution er lige nu den bedste højttaler i projektet. Det mener både holdet bag højttalerne og det store lyttepanel på 92 af Ingeniørens læsere.
Lad mig tage det letteste først. Det er fantastisk, at 92 mennesker har haft lyst til at deltage i projektets lyttetest. Fantastisk, at opleve engagementet i det faglige, blandet op med lysten til diskutere god lyd, musik, oplevelser og tilværelsens finurlighed i al almindelighed. På det personlige plan, har det endnu engang været en utrolig oplevelse at slå dørene op for Ingeniørens læsere, og hvis jeg har glemt at være taknemmelig i farten, vil jeg skynde mig at råde bod på udåden og sige tak. Tusind tak. Jeg går med en følelse af, at mange flere virksomheder skulle se at fjerne det Adgang Forbudt-skilt fra udviklingsafdelingen, men hvilken ret har en højttalerbygger til at mene noget om det?

 

Historisk stort testpanel

Jeg kan ikke komme i tanke om, at der nogensinde er brugt et større lyttepanel i forbindelse med udviklingen af et audioprodukt. Ikke fordi, det nødvendigvis er lykken med en masse meninger, men det er et bærende element i Højttaler Q113 at inddrage Ingeniørens læsere og derfor er det fantastisk, at så mange vil være med. Jeg havde fornøjelsen af, at tale med mange af deltagerne, og selvom det ikke er muligt at videregive samtalerne, står det klart, at lyttepanelet består af kompetente folk, som med deres input tilfører projektet stor værdi.

 

30-maj-2013-2

Q113 Evolution

 

Q113 Evolution går nu i produktion

Kompakthøjttaleren står lige nu som vinderen blandt de fire højttalere, som indgik i den store lyttetest. Resultatet er beroligende på en måde, for det er den samme konklusion, som holdet bag højttalerne er kommet frem til. Noget af det helt væsentlige er, at Q113 Evolution scorer flere points end forgængeren SA2K indenfor alle de syv discipliner, som testpanelet blev bedt om at lytte efter. Med en pris på Kr. 20.000.– for et par, koster Q113 Evolution tilmed det samme som SA2K gjorde for 13 år siden, så man må sige at projektet virkelig er kommet i mål her. Jeg vil derfor sætte Q113 Evolution i produktion, med en forventning om at den kommer i butikkerne på et tidspunkt i løbet af efteråret. 49 % af testdeltagerne svarede i øvrigt i 1. del, at de ville anbringe en kompakthøjttaler på en stander, i modsætning til en placering i en bogreol eller på væggen. Der er ingen tvivl om, at højttaleren lyder bedst, når den netop placeres på et par solide standere, der bringer den op i ørehøjde, så jeg må nok hellere gå i gang med at tegne standere. Nogle af testpersonerne talte om, at hvis de skulle kritisere højttaleren, så ville de ønske sig en smule mildere gengivelse af de øverste oktaver. Det skal der lige kigges på inden der endeligt trykkes på GO-knappen.

 

27-nov-2013-8

Væghøjttaleren og gulvhøjttaleren. Skal deres konstruktioner ændres, for at falde i vores smag?

 

Den videre skæbne for de andre højttalere

Holdet bag højttalerne er faktisk enig med testpersonerne i, at gulvhøjttaleren kun er feltets næstbedste højttaler, sådan som konstruktionen er lavet i dag. De karakterer, som gulvhøjttaleren scorer i lyttetesten, placerer den på næsten alle punkter et lille mulehår bag kompakthøjttaleren. Kun basgengivelsen blev vurdereret som bedre. Det kan man selvfølgelig være ligeglad med, for nu har vi fundet en vinder. Men den går ikke! Man skal huske, at gulvhøjttaleren koster det dobbelte af kompakthøjttaleren. Bør den så ikke opleves som en langt bedre højttaler? Testdeltagerne afslørede i 1. del, at de er mere interesseret i gulvhøjttaleren end i kompakthøjttaleren. Hvis det også gælder for resten af verden, er der al mulig grund til at arbejde videre med lige netop gulvhøjttaleren. Det samme gælder væghøjttaleren. Den er ganske vidst ikke testpersonernes favorit, men det er den højttaler, som langt de fleste læsere gerne så komme godt i mål. Den er projektets næstdyreste højttaler, men den blev vurderet af testpersonerne, som den dårligste i feltet. Skyldes det lyden eller det faktum, at testpersonerne ikke interesserer sig synderligt for væghøjttalere? Jeg har sagt utallige gange, at gode højttalere består af 50 % videnskab og 50 % kunst. Halvdelen af den gode lyd udarbejdes ved hjælp af målinger og beregninger. Resten er lytteprøver og justering af klangen i en lang og ikke-målbar proces, hvor man udfolder det, der er selve højttalerens stemme. Men det er og bliver en subjektiv proces.

Kan det subjektive gøres videnskabeligt?

Det paradoksale ved det punkt hvor projektet befinder sig lige nu er, at kompakthøjttaleren kan kåres som vinder, og vi kan pakke det hele sammen og gå hjem. Men er det ikke bare en lille smule interessant, at projektets dyreste højttalere ikke kan stå distancen, af årsager som vi ikke kan forklare? Er det egentlig ikke ret fascinerende, at de forskelle der gør kompakthøjttaleren til en bedre højttaler, formentlig skyldes at den er konstrueret på en lidt mere traditionel måde end Revolution-højttalerne? Her tænker jeg særligt på konstruktionen af bashøjttalerne og kabinettyperne, hvor Revolution-højttalerne unægtelig går utraditionelle veje. Kan det ligefrem tænkes, at kompakthøjttaleren har vundet, fordi dens lydkarakteristik minder testpersonerne om en klang, som de genkender hjemmefra og føler sig trygge ved? Eller lyder den højttaler man bedst kan lide, måske en lille smule bedre, fordi man bedst kan lide den? Her i den kunstneriske halvdel af projektet, er der ikke meget der kan fastholde indtrykkene på samme måde, som målingerne kan ovre i den videnskabelige lejr. Vurderingerne farves tilmed af mange indtryk og nogle af dem, har måske intet med lyden at gøre. Det skal vi se nærmere på nu.

 

30-maj-2013-4

I lytterummet. Q113-højttalerne er ved at blive opstillet i DELTA’s specielle lytterum.

 

DELTA bidrager til Q113 med dobbelte blindtests

Højttaler Q113 er det første danske højttalerprojekt, der skal afprøves ved hjælp af dobbelte blindtests hos det anerkendte testinstitut DELTA i Hørsholm. Lige nu er de fire par højttalere, som Ingeniørens læsere har afprøvet, ved at blive installeret i et specialindrettet lytterum, hvor DELTA’s specialister skal stå for testen. Formålet med blindtesten er, at få en bedømmelse af lyden, som er helt renset for alle andre indtryk. På den måde kan vi måske få et klarere billede af forskellen på højttalerne, selvom det ikke ændrer ved, at kompakthøjttaleren snart sættes i produktion. Testdeltagerne består denne gang af DELTA’s eget specialtrænede lyttehold, men 10 af Ingeniørens læsere er også med i den vildt spændende test. Jeg vender tilbage, når der er nyt i sagen!
Del denne side
Ole Witthøft
Ole er System Audio's grundlægger. Hans 3 store passioner er musik, teknologi og design. Ole er altid dybt begravet i nye projekter, og han færdes både i modelværkstedet, på lageret, bag computeren eller på alverdens bonede gulve.
Her er læsernes dom over Højttaler Q113 – 3. del | SA

Slut dig til tusindvis af musikelskere!

Få de bedste historier om lyd
Tilmeld Blog Engelsk

Slut dig til tusindvis af musikelskere!

Få de bedste historier om lyd
Tilmeld Blog Dansk NY