Det er en varm og hektisk nat i Hong Kong. Bilerne kører dyttende rundt i stimer og det farverige lys fra butikkernes facader slår mod fortovet. Det er 1998 og mit liv får sig et tiltrængt los i røven.
Vi er på en af mine (dengang) mange rejser i Kina. Min ledsager er Bradley, en ung og impulsiv kineser. Han hjælper mig med mit arbejde og er en slags multimenneske, der fungerer som sælger, økonomiansvarlig, oversætter, marketingmand, arrangør og fremfor alt …. komplet utilregnelig og en fest at være sammen med. Jeg lærer Bradley at kende, da han en dag banker på døren til mit kontor hjemme i Danmark. Han står med en plastikpose med dollarsedler. Dem har han taget hele vejen til Danmark, og nu skal de skal bruges på indkøb af højttalere på vores fabrik. Det var vores første møde. Han køber en hel container med højttalere, og jeg får seriøs ballade nede i banken, da jeg kommer anstigende med en pose penge. De kunne jo stamme fra hvad-som-helst.
1998. Festlige Bradley i den lilla skjorte er min drikkesekretær.
Det var kun begyndelsen
Under rejserne i Kina bliver Bradley hurtigt min drikkesekretær, der har til opgave at drikke for mig, når der bliver udråbt en skål under de mange forretningsmiddage. Han arrangerer møder med forretningsforbindelser, der ikke taler engelsk, hvor jeg bæller vanddrivende te, mens de i deres surrealistiske forhandlinger kaster bundter af pengesedler efter hinanden, mens jeg ustandseligt går på toilettet. Han arrangerer, at jeg skal stå for den officielle åbning af årets store elektronikmesse i Shanghai og på direkte TV klippe det røde bånd over. Han kan ikke udtale mit navn og præsenterer mig i 2 år som ”Ork Willuf”. Et navn, som alle kinesiske forretningsforbindelser bruger, bortset fra de nærmeste, der bare siger Ork. Jeg drikker frisk slangeblod, spiser legemsdele fra mærkelige dyr, er til middag hos den lokale kinesiske skattechef, så vores varer ikke bliver pålagt ekstra afgifter og sælger højttalere i ægte Mercedes-finish til velhavende kinesere. Det kan ikke undre, at jeg også får tydet min skæbne af en håndlæser.
Zeus, (ja og mig) 1998. En højttaler i rigtig Mercedes-finish til velhavende kinesere.
Drømmen var at blive designer
Dengang – altså i 1998 – er jeg tosset med design. Jeg er f.eks. vild med Walter Gropius, der ser design som en forening mellem kunst og håndværk. Jeg er optaget af Charles Eames, som med enkle og organiske former er fantastisk til at anvende forskellige materialer. Jeg kan lide Eliot Noyes, som er den første til at skabe sammenhængende designprogrammer, i en egentlig ”corporate identity” og jeg kan lide italiensk formgivning, der ligger på grænsen til kunst, hvor formen ikke slavisk følger funktionen, men er udtryksfuld og ironisk. Jeg svælger i udtryk som ”less is more” (Mies van der Rohe) og modsætningen ”less is a bore” (Robert Venturi), men er ærligt talt ikke kommet nogen vegne selv. Hverken more eller less.
Enkelhed i design er svært. Det kan miste personligheden og blive kliché.
Håndlæseren gav et puf
Her står jeg en varm sommernat i Hong Kong. Bradley foreslår, at jeg skal gå over til håndlæseren og få læst mit liv. Og hvorfor ikke? Linierne i hænderne skulle fortælle om mit potentiale, fortidens og fremtidens hændelser og meget andet. Jeg tror overhovedet ikke på det vrøvl og føler mig 100 % rustet til at høre hvad som helst. Håndlæseren taler kun kinesisk og Bradley oversætter. Pludselig siger han, udenfor enhver sammenhæng: ”Ork, du bliver aldrig designer”. Ordene kommer grebet ud af den blå luft og jeg er på ingen måde klar til at høre dem. Ikke før nogle år senere.
Lykken kommer snublende til os
Og ser sjældent ud, som vi har forestillet os. Det er essensen i en bog af Dan Gilbert, der udkommer i 2006. Med udgangspunkt i videnskabelige studier fortæller han, at på en skala fra 0 – 100 er mennesker lykkelige, når vi scorer 75 og opefter. Mister vi en elsket person, eller hvis f.eks. helbredet er truet, havner følelsen af lykke helt i bund og vi scorer måske kun 20. Dan Gilberts studier viser også, at vi er hurtige til at genvinde følelsen af lykke. Vi gør det, ved at ændre fokus. Bogen har et eksempel på et amerikansk kongresmedlem, der bliver taget for svindel og efterfølgende fængslet. Han bliver hængt ud offentligt, mister magten, bliver skilt og går personligt konkurs. Alligevel siger han få år senere: Jeg har aldrig haft det bedre. Den trommeslager, som bliver fyret af The Beatles i de tidlige år til fordel for Ringo Starr, siger i 1994, at han er gladere, end han ville have været, hvis han havde spillet med Beatles. Lykken er noget vi konstruerer, siger bogen.
Højttalerdesign inspireret af almindelige ting
Det manglede jeg at vide Uden at vide det, ventede jeg – dengang i 1998 – på at blive ramt af lynet. I årevis, havde jeg ventet på en åbenbaring, der ville gøre mig lige så kvik som mine overjordiske designforbilleder, men der skete aldrig noget. Episoden med håndlæseren i Hong Kong får mig mange år senere til at indrømme, at jeg ikke fatter det med foreningen mellem kunst og håndværk. Jeg har ikke noget at komme med og er ikke i stand til at få design til at være udtryksfuldt, ironisk eller noget som helst andet poetisk. Sådan er det bare. Jeg har det ikke i mig. Derfor finder jeg på, at lave design, der låner elementer fra helt almindelige ting. En solnedgang. Et smil. Almindelige ting. Pludselig ser jeg højttalere alle vegne (på den gode måde, selvfølgelig) og lykken stiger fra 20 til godt over 75.
Vi overvurderer os selv
Undersøgelser siger, at 78 % af danskerne mener, at de er klogere end gennemsnittet. 47 % af os vejer for meget, men kun 10 % af os mener selv, vi har et problem med vægten. 82 % af danske bilister mener, at andre bilister kører for dårligt. Tallene er nærmest komiske, men misforståelserne om vores egen overlegenhed har konsekvenser, der begrænser os. Problemet med at overvurdere sig selv er, at man ikke har nogen grund til at forbedre sig. Hvorfor køre pænere, når det er de andre, der kører for dårligt? Det er de andre, der er for fede og ikke så kvikke. Ikke os. Men det er ikke altid dem, der klapper os på skulderen, vi skal lytte efter.