Ole Witthøft

Digital lyd: Lad os få styr på det vigtige

Der findes 4 områder indenfor digital lyd, som du skal kende, før du kan opleve din yndlingsmusik i en ny og bedre kvalitet.

Derfor vil jeg nu introducere dig for:

  • Kilde
  • Transmission
  • Kontrol
  • Playback

Det gør jeg, fordi digital lyd ofte fremstår som én samlet ting.

Man får nærmest det indtryk, at hvis bare ordet DIGITAL indgår i et produktnavn, er der vel også tale om digital kvalitet.

Sådan er det bare ikke.

Du følger den her blog, fordi du har lyst til at vide mere om digital lyd og gerne vil undgå dyre fejlkøb.

Derfor har jeg valgt, at opdele digital lyd i 4 områder.

Gennem fire blogindlæg, skal vi følge musikkens vej fra studiet og hele vejen via internettet og ud af dine højttalere.

Vi skal udpege de steder, hvor kvaliteten af den digitale lyd risikerer at snuble og hvordan vi undgår det.

Jeg vil skrive i et klart og uteknisk sprog, men send endelig en mail, hvis du har spørgsmål eller kommentarer. Så vil jeg svare efter bedste evne.

Det er ikke småting, der er i vente

Vi står midt i en digital revolution.

Revolutionen er foregået relativt stille, men alle har naturligvis opdaget internettet, smartphones, GPS, sociale medier osv. Langt færre har derimod bemærket hvordan digital lyd nu overgår sin analoge stamfader.

Digitale teknologier har gjort større fremskridt indenfor lyd de seneste 10 år, end analoge teknologier har gjort de seneste 30.

Vi kan i dag streame musik gennem internettet i en langt højere kvalitet, end vi nogensinde har oplevet med et fysisk medie. Alt det skal vi tale om, her på bloggen.

Fremskridtet indenfor digital lyd foregår på flere områder, og hvis du vil opleve din yndlingsmusik i en hidtil uhørt (høj) kvalitet har du brug for én ting:

Overblik

Med overblik, mener jeg de 4 områder:

Kilden. Det er det første område, vi skal tale om. Herfra leveres musikken ( ja, eller filmen). Leverandøren kan være Spotify, Tidal, Itunes, Netflix, Google Music, CD osv. Kvaliteten af de data, vi henter ud af kilderne, har stor betydning for den oplevelse, vi får i den sidste ende. Derfor begynder vi her.

Transmission. Det er det andet område, vi skal tale om. Transmission handler om den måde, vi flytter lydens data på. Det kan foregå gennem et kabel, via bluetooth, wifi, mobil data osv. Vi risikerer at miste dyrebare data, der aldrig kan genskabes, hvis vi ikke har styr på transmissionen. Til gengæld findes der gode, pålidelige løsninger. Derfor er det her et vigtigt felt.

Kontrol. Vil du have musik i flere rum? Foretrækker du, at trykke på en knap eller vil du styre musikken med din stemme? Kender du lydforskellen på CD, Chromecast og Airplay? Og vil du styre lys og lyd i hele dit hjem? Der er mange muligheder og derfor har kontrol sit helt eget afsnit.

Playback. Musikkens sidste stop, før den rammer dine ører. I playback-afsnittet har vi forstærker, højttaler, D/A-konverter og akustikken i din stue. Her forvandles det digitale signal til lyd, som vi kan høre. Playback er det område, hvor den digitale lyd for alvor risikerer at miste kvalitet, hvis vi ikke er vågne. Det er det sidste af de 4 områder indenfor digital lyd.

Velkommen til et lille forløb, hvor du kommer til at møde de 4 symboler igen.

Vi skal følge musikken hele vejen fra studiet og ind i din egen stue, for at få de bedste lydoplevelser og undgå at spilde penge.

Vi ses næste gang, hvor vi skal tale om KILDEN og den utrolige forskel, der er på lydens kvalitet gennem forskellige udbydere og formater.

Se også System Audios udvalg af aktive trådløse højttalere

Del denne side
Ole Witthøft
Ole er System Audio's grundlægger. Hans 3 store passioner er musik, teknologi og design. Ole er altid dybt begravet i nye projekter, og han færdes både i modelværkstedet, på lageret, bag computeren eller på alverdens bonede gulve.

Slut dig til tusindvis af musikelskere!

Få de bedste historier om lyd
Tilmeld Blog