Mike var egentlig jazzpianist. Spillede på mørke barer. Og trods sin unge alder anerkendt i de helt rigtige kredse for sin elegante og overrumplende stil.

Men han havde brug for en pause. Brug for at komme væk fra New Yorks herointunge jazzscene.

Bare for en tid.

Han blev tippet om en audition. En veninde fra musikerkredsene, der kendte en sanger, der havde brug for en ny mand bag tangenterne til sin nye plade.

En rockplade. Mike kendte ham ikke og var heller ikke interesseret i rock.

Men han troppede op – uden egentlig at gide. Blev kaldt ind, fik udleveret en side noder.

Han nåede at spille seks-syv sekunder, før guitaristen og bandlederen afbrød ham.

”Det er dig, vi skal bruge.”

Straks var indspilningerne i gang. Sangeren, David, ville have en solo til et af numrene. Han pegede på Mike.

”Spil en solo på den her.”

Mike prøvede en solo baseret på en bluesrundgang.

”Nej, det er ikke sådan, jeg vil have det.”

Mike kastede sig ud i et mere latinsk inspireret forsøg.

David afbrød ham igen: ”Nej, heller ikke sådan. De siger, du kan spille avantgarde. Prøv det.”

En indånding, der strækker sig hele vejen ned. Fingrene roligt hvilende på tangenterne.

Mike tømte hovedet og lod bassen og guitaren føre ham af sted, og spillede så det, der faldt ham ind.

Lod sig forføre af tanker, der tilfældigvis for igennem hans hoved.

Tanker, der flåede ham væk fra enhver form for skoling og ud på de åbne vidder, hvor alt er muligt, hvor intet menneske hersker.

Hvor vinden snerrer, haglen pisker, og ulvene angriber.

De forfølger ham op og ned af klaviaturet, mens han hele tiden holdt fast i melodiens grundlæggende mønstre.

Kaos blussede op omkring ham, hans fingre arbejdede mere og mere intenst. Men så falder guitaren ud, Mike slapper af, nummeret fader og slutter. Stilhed.

Dette tredje forsøg på soloen blev også det sidste. Det røg fluks ombord på albummet. Optaget og indspillet i ét hug.

Optagelserne foregik i vinteren 1973, men de godt 2 minutter, hvor Mike mest for sjov improviserede en solo ud af fingrene, har forfulgt ham lige siden.

De 2 minutter blev definerende for hans karriere. Pladen blev et kæmpehit, og Mikes karriere så sig ikke tilbage derfra.

”Siden dengang har jeg skullet forholde mig mere til den ene solo end til de 11 plader, jeg selv har indspillet, de 6 plader, jeg har udgivet med en anden gruppe, de hundredvis af andre kunstneres numre, jeg har medvirket på, og de tusindvis af stykker musik, jeg har skrevet til dato,” udtalte han mange år senere.

Der går stadig ikke en uge, uden at nogen beder Mike fortælle historien bag den solo.

Han får mails nærmest dagligt fra fans og nysgerrige, der vil vide, hvad der foregik i hans hoved i de to minutter.

Og i hvert eneste interview, han har givet, er soloen fra ’Aladdin Sane’ noget af det første, journalisten spørger ind til.

Selv giver Mike Garson en væsentlig del af rosen videre. Til sangeren.

”Det var ham, der hev det ud af mig.

Det var hverken mit første eller andet valg at spille soloen på den måde. Men han insisterede på, at det skulle være anderledes.

Så det er i stor grad David Bowies fortjeneste.”

Hør nummeret her

Det er utroligt vanskelligt for en højttaler, at gengive lyden af et flygel på en overbevisende måde.

Lyden af det storslåede instrument bliver ofte for mørk, for tynd, for indelukket eller forkert på andre måder.

Derfor bruger vi lyden af stort flygel til at vurdere kvaliteten af vores højttalere.

Alt sammen til ære for de magiske øjeblikke.