Ole Witthøft

Verdensklasse vokseværker i Videbæk

Det er ikke i Silicon Valley eller et af verdens andre high tech centre, du finder nogle af de bedste højttalerenheder. Jeg er taget til Videbæk i Vestjylland, hvor de kan noget særlig dansk. Og der er stigende efterspørgsel på deres evner.

 

9-feb-2013-1

Scan Speak A/S. Her skal de fem forskellige højttalerenheder til Højttaler Q113 produceres.
De to Madsen-brødre arbejder begge i produktionen hos Bang & Olufsen i Struer. De kommer ofte på besøg hos familiens tredje bror i Videbæk, møllebyggeren N.C. Madsen. Huset i Videbæk er familiens samlingspunkt, og møllebyggerens værksted med drejebænk og boremaskine er genstand for de foretagsomme brødres eksperimenter med alt fra biler til forsøg med elektricitet.
Dette kunne have været begyndelsen på en nutidig historie, for møllebyggeren kunne have arbejdet hos Vestas i Videbæk, og hans brødre kunne have arbejdet hos nutidens Bang & Olufsen. Men historien om de tre Madsen-brødre udspiller sig i begyndelsen af 30’erne!
Her kom brødrene på den idé at forsøge at eksperimentere med højttalere. Bang & Olufsen købte dengang deres højttalerenheder i bl.a. Frankrig, men brødrene forestillede sig, at de kunne opfinde et bedre produkt hjemme hos møllebyggeren.
Værkstedet med drejebænk og boremaskine blev brugt til at bearbejde de nødvendige jerndele, som højttaleren skulle baseres på. Membranen blev lavet af karton fra boghandleren, ophænget blev klippet af vaskeskind fra købmanden, spolen blev viklet med håndkraft og samlet af fru Madsen ved køkkenbordet.
De tre brødre fortsatte deres eksperimenter og fik til sidst en brugbar højttaler ud af arbejdet. Møllebygger N.C. Madsen blev højttalerfabrikant. Dette er den tidlige begyndelse på det, der i dag hedder Scan Speak A/S.

 

9-feb-2013-2

Bashøjttaleren til Q113 Revolution er en specialudgave af en af de vildeste 5 tommer højttalerenheder, der er lavet. Specificeret af Ingeniørens læsere.

 

Det er en historie om kreativitet og foretagsomhed

Det er ikke en hemmelighed, at højttaleren er en dansk opfindelse (Peter L. Jensen i 1915) og der findes flere gode bud på hvorfor danske virksomheder stadig formår, at opretholde en global styrkeposition indenfor lyd. Den bedste sammenfatning af historien er lavet af lydteknologi.dk og DELTA. Du finder den her.
Nogle mener, at den danske succes med lyd handler om, at vi har en tradition for møbelfremstilling, som ikke findes på samme måde andre steder. Og idet højttalere og møbelfremstilling hænger snævert sammen, ville man ikke have opnået succes med højttalere, hvis der ikke havde været en tradition for møbelbyggeri, at stå på skuldrene af.
Andre mener, at danskerne har været hurtige til at oprette akustik som et selvstændigt modul på ingeniøruddannelsen. For uden dygtige ingeniører kommer man ingen vegne, når man har brug for at forsyne en industri med kloge hoveder.
Jeg synes, man kan se en usædvanlig kombination af kreativitet og foretagsomhed, når man kigger på en historie som Scan Speaks. Der går en direkte linie fra Madsen-brødrene, der ikke ville opgive drømmen om at bygge højttalerenheder til Bang & Olufsen til nutidens Scan Speak, og det vil jeg vende tilbage til.

 

9-feb-2013-3

Membran til bashøjttaler påføres en vibrationsdæmpende substans, der doseres nøje med injektionssprøjte.

 

Foretagsomhed findes naturligvis over hele kloden, men der findes nu alligevel en særlig dansk variant med tilførte ingredienser, som kreativitet, åbenhed, enkelhed og en særlig oplevelse af værdi for kunden. Om denne kultur er spirende eller døende i dagens Danmark, har jeg ikke forstand på.
Jeg mener, der skal være en kort vej, fra den der tænker til den der skaber, hvis der skal komme sprød innovation ud af en virksomhed. Udvalg, komitéer og rådgivere skal virkelig være skarpe, og undlade at se deres egen eksistens som et formål i sig selv, hvis modig innovation skal slippe ud af en virksomhed i sin reneste form. Det var Madsen-brødrene glimrende eksempler på, men der findes mange lignende historier om dansk innovation. Fælles for historierne, er den korte afstand fra den der tænker til den der skaber.

 

9-feb-2013-4

Afprøvning af højttaler. Den grå kasse er et lyddæmpet kammer, med en målemikrofon. Alle højttalerenheder testes og resultatet kommer frem på en skærm, hvor det fremgår om enheden har bestået.

 

De vækster i Videbæk

Om det er den korte afstand mellem skrivebordene hos den kreative udviklingschef, salgschefen og ejerens kontor, der er årsagen til at Scan Speak har vind i sejlene, skal jeg ikke kunne sige, men da jeg besøgte dem, havde de netop ansat 7 nye medarbejdere i produktionen.
Årsagen er en meget stor ordre fra en japansk kunde, der har bestilt 50.000 højttalerenheder fra den vestjyske producent. De har nogle talenter i Videbæk. Dem vil jeg fortælle mere om næste gang, når jeg går i detaljer om højttalerenhederne til Højttaler Q113. Her vil jeg slutte af med en opsamling om danske højttalerenheder, og du er meget velkommen til at komme med tilføjelser, hvis jeg har glemt eller overset noget.

Et historisk tilbageblik

Danske højttalerenheder ses ofte som en del af indmaden i kendte danske og internationale højttalermærker, og ofte i den kostbare ende. Men danske højttalere findes også i form af løse højttalerenheder, som hjemmebyggeren kan prøve kræfter med.

 

9-feb-2013-5

Udenfor det lyddøde rum i laboratoriet står måleudstyret, heriblandt en Brüel & Kjær 2012.
Da jeg begyndte at bygge højttalere i begyndelsen af 80’erne, var der fire fabrikker i Danmark, der fremstillede løse højttalerenheder. Her tænker jeg på Peerless, Vifa (Videbæk Højttalerfabrik), Scan Speak og Dynaudio.
Sidstnævnte har siden begyndelsen af 90’erne gennemgået en strategisk forandring, fra kun at udvikle og fremstille højttalerenheder til selvbyggere og andre højttalermærker, til nu at være positioneret udelukkende som højttalermærke med egne højttalerenheder, der ikke kan købes af andre.
Hensyn til målenøjagtigheden gør, at det lyddøde rum er opført som en separat bygning, der er mekanisk afkoblet fra resten af fabrikken. Højttalerenhederne indsættes gennem det firkantede vindue og tre mikrofoner er placeret i 0, 30 og 60 grader fra enhedens akse.
Videbæk Højttalerfabrik købte Scan Speak i 1989, men fortsatte med at udvikle og sælge deres eget mærke Vifa og Scan Speak som separate mærker. Vifa som det gode og prisrimelige og Scan Speak som det avancerede og forfinede mærke. I 2000 blev Peerless købt af Videbæk Højttalerfabrik, der nu fik navnet DST, Danish Sound Technology. Mærkerne Peerless, Vifa og Scan Speak blev i praksis produceret under samme ejer.
I 2005, købte amerikanske Tymphany danske DST med det formål at få adgang til ingeniørmæssig know-how og, ikke mindst, erfaring med produktion af avancerede højttalerenheder. Amerikanerne medbragte i den anledning “fremtidens højttaler”, den patenterede LAT, som de ønskede at bruge danskernes viden om højttalere til at få kommerciel og teknologisk succes med. Desværre var finanskrisen årsag til, at amerikanerne løb tør for penge og i huj og hast måtte reducere deres satsning så meget, at man i dag må sige, at mærkerne Peerless og Vifa er på amerikanske hænder, men er produceret i Kina. Amerikanerne har ingen aktiviteter i Danmark længere og fremtidens højttaler blev ikke til andet end fortid.

 

9-feb-2013-7

Thiele / Small parametre. I Scan Speaks laboratorium måles Thiele/Small parametre med en Brüel & Kjær 1027, samt et Agilent 34410 digitalt multimeter m.v.
Scan Speak har siden 2009 været ejet af adm. dir. Jan A. Nielsen, tre partnere og nogle af medarbejderne. Hvert år leverer virksomheden højttalerenheder til mange af de mest anerkendte højtalermærker over hele verden, hvor du som oftest finder Scan Speak i de kostbare topmodeller.
Næste gang kigger jeg nærmere på de vilde dele, der indgår i højttalerenhederne til Højttaler Q113. Hvis ånden fra møllebygger N.C. Madsen skulle gå gennem stuen, tager vi det med …
Historien om N.C. Madsen, der grundlagde Videbæk Højttalerfabrik, stammer fra Magnus Nesdam, der fulgte efter som virksomhedens anden direktør. Han satte sig for, at fortælle fabrikkens historie med ord, men nåede ikke at gøre den færdig før sin død. Et værdifuldt kapitel om virksomheder i Danmark forbliver således ufortalt, men der vil være hjælp at hente hos Scan Speak, til den som har lyst til at samle tråden op og gøre fortællingen færdig. En opfordring er hermed bragt videre.
Del denne side
Ole Witthøft
Ole er System Audio's grundlægger. Hans 3 store passioner er musik, teknologi og design. Ole er altid dybt begravet i nye projekter, og han færdes både i modelværkstedet, på lageret, bag computeren eller på alverdens bonede gulve.

Slut dig til tusindvis af musikelskere!

Få de bedste historier om lyd
Tilmeld Blog