Hvad siger Ingeniørens læsere til lyden af højttalerne i vores åbne udviklingsprojekt? Få svaret her, hvor 92 engagerede læsere uddeler karakterer.
Højttaleren SA2K fik en flot kritik i sin tid. Opgaven for projektet Q113 er, at skabe højttalere i samarbejde med Ingeniørens læsere, der kan overgå den gamle mester. Men hvor tæt er vi på målet? De fire Q113-højttalere er kommet til det punkt, hvor de er klar til at blive vurderet af folk udenfor den gruppe, der har lavet dem. Højttalerne er nu så gode som de kan blive, og dette kan være det tætteste vi kommer en rigtig eksamen. Det er unægtelig med stor spænding, at jeg i april måned inviterer til Åbent Hus, hvor folk skal høre og se Højttaler Q113 for første gang. Det store spørgsmål er jo, om læserne umiddelbart oplever det samme, som man gør, når man har arbejdet med tingene på nærmeste hold i flere uger. For ikke at sige: Hvad lægger folk overhovedet mærke til, når de oplever noget for første gang? Dernæst er der ikke mindst spørgsmålet om enighed. Holdet bag højttalerne er enige om, at den lyd højttalerne præsterer lige nu, er noget nær det optimale vi kan opnå, sådan som de er konstrueret. Man kan diskutere om enkelte klangmæssige nuancer er helt på plads, men det er småting. Men hvad gør vi, hvis læserne er lodret uenige i den opnåede klang? Kører vi det hele i havnen og hvad skal konsekvensen af lyttetesten være?
Spørgeskemaet. Testpersonerne skulle give højttalerne karakter mellem 0 og 20 indenfor forskellige kategorier.
Holdningen til lyden er klar
Det lykkelige er, at holdet bag højttalerne er helt på det rene med hvilke højttalere vi selv foretrækker. Ingen uenigheder her. Omvendt, er det nok ikke ualmindeligt at der opstår en vis ensretning mellem mennesker, der går op og ned af hinanden, og derfor er læsernes input en vigtig reminder om, hvad der rører sig i verden udenfor. På nuværende tidspunkt har jeg ikke fortalt, hvad holdet bag højttalerne selv mener om lyden og jeg har ikke publiceret nogen målinger, der kunne påvirke testpersonernes indtryk i bestemte retninger. Det er deres ærlige mening der tæller.
Væghøjttaleren mod gulvhøjttaleren. Kan læserne høre forskel på to højttalere, der (akustisk set) er næsten ens? Det kan de!
Sådan gjorde vi
Forud for lyttetesten valgte vi seks musikeksempler, som på hver sin måde afdækker forskellige aspekter af lyden. Alle testpersoner skal høre den samme musik og udfylde det samme spørgeskema med deres personlige vurderinger af lyden. Testdeltagerne inviteres ind i lytterummet i hold á hver seks personer og i henhold til en tidsreservation, som deltagerne selv har foretaget. Spørgeskemaet indeholder syv spørgsmål, som vi synes er centrale for lydoplevelsen. Testpersonen kan forholde sig til spørgsmålene i vilkårlig rækkefølge og tildele hvert enkelt spørgsmål karakterer fra 0 til 20. Deltagerne bliver tilbudt hjælp til at forstå spørgsmålene og testen varer 30 minutter. Testen er en sammenligning af lyden fra to par højttalere. Den ene test er en sammenligning mellem væghøjttaleren og gulvhøjttaleren, mens den anden består af en sammenligning mellem SA2K og Q113 Evolution. Testen er lavet sådan, for at sammenligne højttalere, der prismæssigt ligger tæt på hinanden. Saml-selv højttaleren Q113 DIY er udeladt fra testen i denne omgang, da den dels ligger meget tæt på Q113 Evolution, og fordi det ikke har været muligt at få tid til at afvikle de mange tests i praksis.
Q113 Evolution (højre) er videreudviklet på baggrund af SA2K (venstre). Der er 13 år og et unikt udviklingsforløb til forskel mellem de to højttalere. Kan det høres?
Sådan blev resultatet
En højttaler kan sammenlagt score 140 points, hvis den tildeles topkarakteren 20 indenfor alle syv discipliner. En score på 140 points svarer dermed til den bedste lydkvalitet testpersonen nogensinde har hørt, mens 70 points svarer til en gennemsnitlig lydoplevelse for testpersonen, og alt under 70 points er dårligere end gennemsnittet. Her scorer kompakthøjttaleren Q113 Evolution klart flest points med sine 111,6. Det placerer den ikke blot som den højst scorende højttaler blandt de fire testede modeller. Det placerer den også højt over gennemsnittet. Den næsthøjeste score opnår gulvhøjttaleren Q113 Revolution floor, der samlet set scorer 109,3 points. Den efterfølges af SA2K, der med sine 103,0 points ikke har noget at skamme sig over. Taberen i den benhårde og sammenlignende test, blev i denne omgang væghøjttaleren, der med sine 89,9 points placerer sig flot over gennemsnittet, men på nuværende tidspunkt ikke så højt som kollegerne.
Resultaterne af lyttetesten. Q113 Evolution scorer flest points, efterfulgt af gulvhøjttaleren Q113 Revolution floor.