Læserne tages med på råd og er med til at bedømme lydkvalitet i udviklingsprojektet Højttaler Q113. Her er resultatet af den første lyttetest.
Den første lyttetest blev afholdt den 29. februar i forbindelse med Åbent Hus arrangementet. Formålet var dels at give gæsterne et indtryk af lydkvaliteten i højttaleren SA2K, men det var også første gang vi prøvede, at “måle” lytteindtryk og meninger. Det er interessant at vide hvad testdeltagerne mener om SA2K, for den kommende Højttaler Q113 skal være en forbedring i forhold til den. Senere i forløbet skal vi lave mange flere lytteafprøvninger og derfor er det ret afgørende at spørge rigtigt.
Spørgeskemaet. Deltagerne skulle sætte kryds mellem 0 og 20 i de forskellige kategorier.
Sådan gjorde vi
Forud for lyttetesten valgte vi seks musikeksempler, der på hver sin måde afdækker forskellige aspekter af lyden. Alle testdeltagere skulle høre den samme musik og udfylde det samme spørgeskema med deres personlige vurderinger. Deltagerne blev inviteret ind i lytterummet i tilfældige sammensætninger. Vores spørgeskema indeholder syv spørgsmål, som vi synes er centrale for lydoplevelsen. Testdeltageren kan besvare spørgsmålene i vilkårlig rækkefølge og tildele hvert enkelt spørgsmål karakterer fra 0 til 20. Deltagerne blev tilbudt hjælp til at forstå spørgsmålene. I alt 40 gæster lavede lyttetesten, men tre skemaer var ikke komplet udfyldt og svarene er derfor udeladt i sammentællingerne. Gæsterne blev bedt om at skrive navn på spørgeskemaerne. Navnene vil ikke blive offentliggjort her. Vi har kun spurgt om navnet, for at kunne vise svarene til hver enkelt testdeltager en anden gang, hvis vedkommende får lyst til at se dem igen.
Sådan blev resultatet
De 37 testdeltagere kunne sammenlagt højst tildele højttaleren SA2K 5180 points. De gav den 3747, altså rigtig pænt over gennemsnittet. De kunne hver især give højttaleren højst 140 point og gav den i gennemsnit 101,3. Som tidligere nævnt er 20 den højeste karakter. SA2K scorede i gennemsnit 15,7 for sin performance i mellemtonen, det toneområde som testdeltagerne vurderede som det bedste. Basgengivelsens mængde og definition opnåede begge den dårligste score med gennemsnitskaraktererne 13,6 og 13,4.
Sammentælling
I kolonnen ser du de syv discipliner, som testdeltagerne blev bedt om at bedømme. Sammentællingen til venstre, er deltagernes samlede karakterer. Gennemsnit er testdeltagernes gennemsnitlige karakter indenfor hver enkelt disciplin. 20 er den højeste karakter.