Ole Witthøft

Overraskende resultat i afstemningen om Q113

Væghøjttaleren vandt afstemningen. Det står klart efter en uges online afstemning. Resultatet er dog lidt af en innovation i sig selv. Læs her hvorfor.

 

12-april-2012-1

Resultatet. 56 % af stemmerne gik til væghøjttaleren, der dermed vinder afstemningen om designkonceptet til Q113 Revolution.

 

Mange tak for stemmerne og debatten om designkonceptet for højttaleren Q113 Revolution. Det har været rigtigt spændende at følge afstemningen og jeg håber virkelig, der er andre i min branche der ser resultatet. Lad mig resumere hvad afstemningen gik ud på.

 

Kompakthøjttaleren har en uhensigtsmæssig form

Højttaler Q113 Revolution har fået fastlagt sit indvendige volumen til 9 liter og vi har simuleret, at bashøjttaleren ved hjælp fra to passive højttalerenheder kan få en overraskende god basgengivelse. Det kapitel er ikke lukket helt, men tiden løber og der skal tegnes nogle kabinetter, der kan tjene som afprøvningsredskaber i projektet. Men hvilke placeringsmuligheder skal Q113 Revolution have? Den traditionelle kompakthøjttaler har, efter min mening, en form og størrelse der ikke er særligt vaks, når dens volumen kommer op på hele 9 liter og man tilmed forlanger god lydkvalitet. Højttaleren skal befinde sig i ørehøjde, for at yde sit bedste, men kompakthøjttalerens form inviterer til mange muligheder for placering i stuen, hvoraf flere af dem ikke medfører god lyd. Der er behov for en vis forudsigelighed for højttalerens placering. Med sine to ekstra højttalerenheder, der fylder godt på højttalerens sider, samt en vision om at nytænke den kompakte højttaler, må Q113 Revolution finde sin egen vej, hvis det altså kan lade sig gøre. Derfor blev den traditionelle form droppet. Tvillingeprojektet Q113 Evolution er dog formgivet som en kompakthøjttaler. Mere om den ved en senere lejlighed.

 

12-april-2012-2

Valget. Væghøjttaleren og gulvhøjttaleren set oppefra i størrelsesforhold.

 

Vi stemte om designkonceptet

Afstemningen gik ud på at afgøre, om Q113 Revolution skulle designes som en væghøjttaler eller en gulvhøjttaler. En temmelig afgørende beslutning, med andre ord. Læserne af ing.dk fik en uge til at deltage i den anonyme afstemning. Den foregik via Ingeniørens hjemmeside på www.easypolls.net Afstemningen drejede sig altså om et valg mellem designkoncepterne og ikke nødvendigvis de eksakte designs, der blev illustreret.

 

Væghøjttaleren vandt, men ikke stort

En opgørelse over trafikken på selve bloggen fortæller, at indlægget har opnået 3.636 hits i den uge, hvor afstemningen foregik. 276 personer har valgt at stemme, hvoraf 56 % (155 stemmer) gik til væghøjttaleren og 44 % (121 stemmer) til gulvhøjttaleren. Dermed løber væghøjttaleren med sejren, selv om opgøret langt fra udslettede gulvhøjttaleren. Lad mig lige tilføje, at 276 stemmer faktisk er ret mange. Jeg kender ikke til noget andet produkt, der er blevet vurderet på samme måde af 276 mennesker, på dette tidspunkt i udviklingsfasen. Det er fantastisk og værd at reflektere over i sig selv.

 

12-april-2012-31

Gulvet eller væggen? Begge dele giver en forudsigelig placering af højttaleren, der gør det lettere at tilpasse akustikken.

 

Konsekvensen af afstemningen er …

At Q113 Revolution vil blive tegnet og bygget som en væghøjttaler i forbindelse med de næste faser af projektet, hvor der skal simuleres hvordan højttalerenhedernes placering i kabinettet har indflydelse på lyden. Derudover skal der laves målinger, der kan lede os på sporet af et delefilter. Det endelige design af højttaleren fastlægges senere, for nu handler det om at skabe betingelserne lyden og teknologien.

 

Branche burde bemærke afstemning

Væghøjttalerens sejr i afstemningen er faktisk ret unik og jeg håber at andre i audio/video branchen kigger med her, for der er måske noget at lære. Det vindende koncept er et, der ikke rigtig eksisterer på markedet. Jo, der findes væghøjttalere, men det er ikke mange. Med risiko for at tage helt fejl, vil jeg påstå at high end væghøjttaleren ikke eksisterer i Danmark. Det kan skyldes, at der ikke findes et marked. Klart nok. Det kan også være fordi, det ikke kan lade sig gøre, at gøre high end væghøjttaleren tilstrækkeligt god. Men det kan også skyldes, at man har glemt at spørge interesserede folk. At man måske mener, at man ved bedre, og lader markedsstatistikkerne bestemme hvilke produkter, der skal udvikles og stå på hylderne. Her kan det være svært at finde et eksistensgrundlag for high end væghøjttaleren, for der sælges vel ikke så mange, hvis der ikke rigtig findes nogen? Jeg vil ikke gøre mig klog på noget, jeg ikke ved nok om, men det er enestående at afstemningen peger på væghøjttaleren. Det er med til at understrege værdien af en åben udviklingsproces, hvor projektet tilføres næring fra engagerede mennesker, der ikke har anden agenda, end at give udtryk for deres ærlige mening. Folk i audio/video branchen havde måske stemt på det sikre. Det, de kender.

 

Gulvhøjttaleren lever stadig

Q113 må gerne være eksponent for, at en opgave er værd at kaste sig ud i, selv om løsningen måske ikke ligger lige til højrebenet. Innovation og kreativitet kan bedst beskrives som “originale idéer, der har værdi” og det har bestemt værdi, at forfølge det designkoncept, der tiltaler de fleste, frem for blot at følge traditionerne. Omvendt, kan opgaven være umulig at løse. Det kan faktisk være, at der er en god grund til at high end væghøjttaleren ikke er særlig udbredt. Hvis projektet skulle kommer dertil, vil jeg nødigt stå uden en Plan B, der kan træde ind, hvis Plan A skulle snuble. Derfor vil jeg holde liv i Q113 som gulvhøjttaler og udvikle den parallelt.

 

Hvad fik du ud af afstemningen?

Er du overrasket over udfaldet eller følger du idéen, uden videre? Var det interessant? Synes du, der skal laves flere afstemninger undervejs i projektet? Har du eksperimenteret med placeringen af dine egne højttalere derhjemme? Har du en anden forklaring på væghøjttalerens sejr? Er jeg gal på den, når jeg påstår at high end væghøjttaleren næppe findes på markedet i Danmark?
Del denne side
Ole Witthøft
Ole er System Audio's grundlægger. Hans 3 store passioner er musik, teknologi og design. Ole er altid dybt begravet i nye projekter, og han færdes både i modelværkstedet, på lageret, bag computeren eller på alverdens bonede gulve.

Slut dig til tusindvis af musikelskere!

Få de bedste historier om lyd
Tilmeld Blog