Follow the best blog about sound

Nu kan du få Dolby Atmos i hjemmebiografen

Lige siden den første Star Wars-film tryllebandt publikum med banebrydende surround-lyd i 1977, har Dolby-koncernen spillet en vigtig rolle i det meste af, hvad der sker inden for film- og biograflyd. Med indførelsen af dvd og Blu-ray har de også fået indpas på hjemmemarkedet med surround-lydformatet Dolby Digital.

 

Dolby Atmos 2

 

I filmbranchen er det vigtigt at forny sig for at tiltrække publikum. For to år siden lancerede Dolby derfor Atmos – et tredimensionelt lydformat, hvor lyden kan komme både forfra, fra siden og bagfra – men også lige over dit hoved gennem dedikerede højdekanaler. En biograf udstyret med Dolby Atmos kan have op til 64 højttalere rundt om i salen, hvilket giver lydteknikerne mulighed for at placere lydeffekter langt mere præcist end før. Målet er at omslutte dig med en perfekt boble af lyd! Lofthøjttalerne – eller “Voice of God”-højttalere, som de også kaldes – har til formål at give filmlyden et højdeperspektiv. Teknikken er allerede taget i brug i film som Brave, Star Trek: Into Darkness, Gravity, Godzilla og Hobbitten-filmene, for at nævne et par stykker, og bidrager utvivlsomt til at give filmlyden en ekstra dimension.. Nu kan du snart opleve den derhjemme!

Fra 64 til 12 kanaler

Avanceret biografteknik har det med at ende i hjemmebiografen før eller senere, men denne gang sker det tidligere, end vi havde regnet med: Hjemmeversion af Atmos introduceres på nye surround-receivere allerede i år, og nye Blu-ray-film med Atmos-lydspor bliver tilgængelige fra efteråret. Og ikke nok med det: De kan spilles på din nuværende Blu-ray-afspiller! Hjemmeversionen af Atmos er naturligt nok nedskaleret “en smule” i forhold til, hvad vi kan opleve i biografsalen. Dolby har ingen ambitioner om, at vi skal installere 64 højttalere i stuen! For at gøre det nemmere at opgradere til Atmos har de taget udgangspunkt i dagens velkendte 5.1 og 7.1 opsætninger, hvor man tilføjer to eller fire højttalere som ekstra højdekanaler. Derfor vil du få brug for flere højttalere eller alternativt skulle flytte lidt rundt på dem, du har.   Følg med i sektionen om hjemmebiograf hos Lyd & Billede

Dette skal du have for at få Atmos-lyd hjemme:

1. En Blu-ray eller streaming-film med Atmos lydspor 2. Blu-ray-afspiller 3. En Atmos-kompatibel surroundreceiver/forstærker 4. 5.1 eller 7.1 højttalersystem 5. 2 eller 4 ekstra højde-højttalere. Dagens Blu-ray spillere skal allerede være kompatible med Atmos-formatet, som er en videreudvikling af dagens Dolby TrueHD-format. Du kan dermed fortsætte med at bruge din eksisterende Blu-ray. Du skal til gengæld ud og købe en ny surroundreceiver (igen!), som kan dekode og gengive Atmos-lydsporet, samt drive de nødvendige højttalere. For at få det rigtige højdeperspektiv skal højdekanalene ideelt set monteres i loftet. Alternativt kan de placeres oven over dine eksisterende højttalere, henholdsvis foran og bagved lyttepositionen, strålende opad.

Her ser du en oversigt over mulige Atmos-konfigurationer:

 

Dolby Atmos 3

 

Atmos 5.1.2: En traditionel 5.1 opsætning med front venstre/højre, center og to surroundhøjttalere – samt to Atmos højdekanaler. Denne konfiguration vil kunne fungere godt på de steder, hvor 7.1-lyd er vanskelig at placere.

 

Dolby Atmos 4

 

Atmos 5.1.4: Som oven over, men med fire Atmos-højdekanaler. Bemærk, at der kræves en mere avanceret receiver for at drive fire Atmos-højttalere.

 

Dolby Atmos 5

 

Atmos 7.1.2: En traditionel 7.1-opsætning med front venstre/højre, center, to surroundhøjttalere, to baghøjttalere og to Atmos-højdekanaler.

 

Dolby Atmos 6

 

Atmos 7.1.4: Som ovenfor, men med fire Atmos højdekanaler. I alt 11 kanaler (plus sub) og den mest omfattende Atmos-konfiguration til hjemmebrug.

 

Dolby Atmos 7

 

Hvad er Dolby Atmos?

 

Dolby Atmos 8

 

Biografversionen af Atmos handler om mere end bare at installere et par højttalere i loftet. Det er et meget tredimensionalt lydspor med op til 128 (!) individuelle lydkanaler, hvor 64 højttalere kan drives samtidig. Det betyder dog ikke, at lydteknikerne i filmstudiet sidder med 64 højttalere. Atmos-lydsporet er nemlig kodet således, at en lydeffekt (f.eks. lyden af en helikopter, der flyver over hovedet på os) bliver tildelt længde-, bredde- og højdekoordinater, der angiver, hvor lyden befinder sig, og i hvilken retning den bevæger sig.

 

Dolby Atmos 9

 

Denne 3D-lydinformation følger med på den digitale filmdisk ud i biografen og bruges til at mikse og skalere lyden nøjagtigt i forhold til antallet af højttalere i biografsalen, og det er også derfor, at Dolby kan påstå, at den samme lydoplevelse kan flyttes hjem i din stue. Et Dolby Atmos-lydmix består af musik/baggrundslyd, objektlyd og metadata, som fortæller, hvor lyden bevæger sig hen. Alt dette giver mulighed for langt mere præcis placering af lydeffekter, mere glidende panoreringseffekter og ikke mindst bedre lyd til hvert enkelt biografsæde. Kort sagt: En mere realistisk filmoplevelse! Følg med i sektionen om hjemmebiograf hos Lyd & Billede.
Author
Ole Witthøft
Ole er System Audio's grundlægger. Hans 3 store passioner er musik, teknologi og design. Ole er altid dybt begravet i nye projekter, og han færdes både i modelværkstedet, på lageret, bag computeren eller på alverdens bonede gulve.
System Audio A/S
Klosterengen 137 L
4000 Roskilde. Denmark
CVR no. 13862788
Write on facebook if you have a question about SA
facebook
We are here to help.
Top cross-circle