Ingen havde nogensinde hørt om Clare (før hun sang denne melodi)

Ingen havde nogensinde hørt om Clare.

Hun var ikke nogen. Ingenting.

En almindelig britisk pige.

Genert. Tilbageholdende. Med sørgmodige øjne.

På en smuk forårsdag i 73, gik hun en stille morgen gennem Londons gader.

Fuglene fløjtede. Busserne skramlede. Træerne grønne.

Hun var på vej til sin bedste veninde, men først skulle hun til en audition.

En sangprøve.

Hun tøvede, da hun gik ind i studiet.

Nervøs for det, der ventede.

Indenfor sad nogle lusede mænd bag en mikserpult med en masse knapper.

Clare? spurgte den ene, uden at ænse hende.

Gå ind i sangboksen. Tag hovedtelefoner på.

Syng.

Du har 5 minutter. Så kommer den næste sanger.

Hvor er teksten, stammede hun.

Vi har ingen tekst endnu, svarede han.

Bare hør musikken i hovedtelefonerne og syng uden ord.

Noget du selv finder på.

Det starter stille. Derfra går det op.

Clare startede tøvende. Langsomt. Følte sig frem.

Hun vendte ryggen til mændene udenfor.

Lukkede øjnene.

Musikken begyndte at bære hende.

Gribe hende.

Hun blev det instrument, musikken spillede på.

Hun var i bevægelse. Musikken flyttede hende.

Hun mærkede sin krop. Sine ben. Sine arme.

Musikken rørte hende og hun sang til den uden ord.

Musikken bar hende over Londons gader.

Hurtigt og hvirvlende fløj hun afsted.

Mod den blå himmel.

Og det hun frygtede allermest.

Hun så sin veninde, som havde mistet kærligheden.

Hun så sin egen elendige drøm, om at blive til noget.

Hun så håbløsheden i øjnene og skreg.

Clare skreg.

Hun skreg af fremtiden. Af nutiden. Det hele.

Hun skreg, fordi alting er så svært.

Fordi hun ikke forstår det.

Lige meget, hvad hun gør.

Altid skal hun drømme om håbløse ting.

Altid bryder tingene sammen, når hun håber allermest.

Altid skal hun leve med, at være genert, tilbageholdende og fanget.

Pludselig er musikken forbi. Clare træder ud af boksen.

Undskyld, siger hun med sørgmodige øjne.

Jeg går nu.

Mændene kigger på hende.

Bare kigger.

Vi tager dig, Clare.

Den sang skal ikke have nogen ord.

Det behøver den ikke.

Vi er i gang med Dark side of the Moon.

Den følelse kender du vist.

Hør Clares berømte sang her og gå altid efter lyden, når du vælger højttalere.

På vores højttalerfabrik er vi omringet af teknologi.

Avancerede materialer. Matematik og måleudstyr.

Det driver ned af væggene med teknik.

Men vi arbejder for Clare.

Og folk som hende.

Folk der brænder efter at røre os.