Når der skal udvikles et nyt produkt har de fleste virksomheder helt styr på hvilke fagområder, der skal have en finger med i spillet. Men mangler der ikke nogen i det fine selskab?

Der sidder ofte en advokat ved bordet, når der skal udvikles et nyt produkt, for at virksomheden ikke kommer til at overtræde en eller anden lov.

Den økonomiansvarlige er også en del af holdet, så nogen holder styr på hvad det nye produkt kommer til at koste, om budgettet holder og hvor mange penge produktet kan tjene til virksomheden.

Udviklingschefen er til stede for at sikre, at det nye produkt kan specificeres og produceres, så det virker.

Der vil være marketingfolk og designere, og andre, der kan hjælpe produktet ud i verden. Sådan kunne et udviklingsteam udmærket være sammensat.

Men hvor er personen med ansvaret for magien? Det ekstraordinære.

Specialisterne har travlt med hver sit

I kampen for at overleve projektet, at få det færdigt til tiden, at undgå intern uro og at finde løsninger, er det ofte magien der ryger som det første offer.

Specialisterne ser på produktudviklingen fra hver deres perspektiv og f.eks. den økonomiansvarlige føler sig (nok) rigeligt bebyrdet med at holde næsen i pengesagerne, så han kigger ikke over hegnet efter et ekstra ansvarsområde.

For ham dufter hele projektet af økonomi.

Designerens agenda begrænser sig til formgivningen og advokaten holder sig til paragrafferne.

Hver passer sit.

Alle betragter projektet fra hver deres ståsted. Som en snemand, der dufter det hans næse er lavet af.

Men hvem er besat af tanken om at overraske, om at skabe et bemærkelsesværdigt resultat, om at strække virksomheden til det punkt, hvor kunderne bliver stolte af eje det nye produkt?

Magien opfinder aldrig sig selv. Men hvem gør så?

Gulvhøjttaleren har dovnet på sofaen efter nederlaget til kompakthøjttaleren. Nu skal den i kamp igen.

Lytteholdet har haft det sidste ord

I Højttaler Q113-projektet har lytteholdet haft ansvaret for magien, men det kunne have været anderledes.

Det kunne have været designeren, det kunne have været den økonomiansvarlige, men ingen af delene ville have gjort projektet til et ingeniørprojekt.

Og ingen af delene ville (formentlig) give det resultat, vi er gået i byen efter.

Lytteholdets vurderinger har alene afgjort om projektets højttalere var på rette spor, om de skulle modificeres eller skrottes.

Det betyder, at det er lyden – og f.eks. ikke prisen – der har udgjort målestokken for succes i Højttaler Q113.

Inden jeg kommer for godt i gang med at klappe projektet på skulderen, må jeg sige, at det var tæt på at gå helt galt.

En af højttalerne fik kørt os så grundigt rundt i manegen, at jeg priser mig lykkelig for, at vi har haft et ubestikkeligt lyttehold og en runde med blindtests hos DELTA Senselab til at sætte tingene på plads.

Gulvhøjttaleren fejlede ikke på det tekniske, tværtimod. Der var ikke sparet på stumperne, men lydkvaliteten svigtede alligevel.

Gulvhøjttalerne havde det hele, bortset fra magien

Q113 er et ingeniørprojekt, hvor vi har kigget på alt det spændende arbejde, der ligger i at måle, beregne, tegne og bygge (rigtig) gode højttalere.

Projektet har ikke været styret af økonomi, for konstruktionsarbejdet har alene handlet om, at finde rigtig gode løsninger, uden skelen til prisen på de enkelte komponenter.

Ambitionen har været, at skabe (mindst) en højttaler i verdensklasse.

Gulvhøjttaleren tilhørte den del af projektet, som vi kaldt Revolution, fordi vi her skulle tillade os selv, at anvende lidt mere vovede konstruktionsmetoder, i håbet om, at vovemodet ville belønne os ved, at grænserne for ydelsen i kompakte højttalere ville blive flyttet.

På papiret har intentionerne set lovende ud og Revolution-højttalerne har i flere omgange leveret forbløffende resultater. På papiret, altså.

Vi har siddet med udsigten til skabe en forholdsvis lille højttaler, som f.eks. kunne levere en basgengivelse, der normalt kræver mindst en tre gange større højttaler.

Gulvhøjttaleren leverede faktisk den mest utrolige basgengivelse i mands minde.

Den var næsten naturstridigt dyb og ledte på ingen måde tanken i retning af en 5½ tommer bashøjttaler på arbejde i et 10 liters kabinet. Lyden ledte tanken i retning af en meget større højttaler.

Lige meget hjalp det. Af årsager, som ingen har givet sig i kast med at forklare, manglede lyden nærvær, klarhed og præcision i forhold til projektets kompakthøjttaler.

Ingeniørens læsere viste sig at være helt enige i dette indtryk, da resultatet af den store lyttetest blev gjort op.

Den efterfølgende blindtest hos DELTA Senselab gav et tilsvarende resultat. Vores teknologier virkede efter bogen, men ikke til glæde for ørerne.

Gulvhøjttalerens fejltrin. Først udviklede vi en diskanthøjttaler med en ny akustisk linse. Den dumpede i en lyttetest. Derpå indførte vi diskanthøjttaleren fra den konkurrerende Evolution-højttaler. Den tabte imidlertid lyttetesten mod kompakthøjttaleren. Nu har gulvhøjttaleren fået to nye bashøjttalere og nyt håb.

Den høje pris for manglende magi

Husk, at der ikke er sparet på noget. Vi har med en højttaler at gøre, som anvender eksotiske materialer i en relativt vovet konstruktion.

Der er ofret ressourcer på et akustisk velfungerende design, og da det hele blev gjort op, skulle gulvhøjttaleren koste Kr. 40.000.– for et par, hvis den altså nogensinde skulle havne i butikkerne.

Her vil jeg ikke alene påpege, at det er en dobbelt så høj pris, som den vindende kompakthøjttaler, der altså både var bedre og billigere.

Men læg også mærke til, hvor let det har været for udviklerholdet, at skabe det forkerte produkt.

Der har været mulighed, for at skabe et grænseoverskridende produkt, hvilket teknisk set også er lykkedes.

Der findes bare ikke noget værktøj, udover lyttetesten, som kunne advare holdet om, at de mange penge ikke var til glæde for lydoplevelsen. Ingen andre end lytteholdet kunne stoppe vildfarelsen.

Den vilde bashøjttaler fra projektets første gulvhøjttaler. Af uforklarlige årsager kunne vi ikke få den ønskede lydkvalitet ud af den.

Hvor ofte mangler magien?

Jeg har valgt at kalde det magi, for noget skal det ekstraordinære jo hedde. Men hvad er det lige?

Har vi ikke alle sammenlignet den ene fladskærm med den anden, og studset over hvor meget indlysende kvalitet den ene producent formår at lægge i produktet, mens den anden virker komplet idéforladt med et produkt til den samme pris?

Har vi ikke sammenlignet smartphones, computere, kameraer eller GPS’er med bare en lille snert af fascination over, at nogle mærker bare lader til at gøre det rigtige, mens andre virker ulogiske, klodsede og uden det magiske touch?

Nogle gange kan man identificere magien ved f.eks. den lyd bildøren siger, når den lukker, eller den følelse det giver i fingrene, når man trykker på en knap. Siger det klik eller bonk? Fornemmes et givent materiale troværdigt i forhold til dets opgave?

Magien kan ligge i små ting, men jeg synes den ofte ligger i nogle større helheder. I totaloplevelsen.

Gulvhøjttaleren skal i kamp igen

Det er selvsagt ikke tilfredsstillende at se et ellers vellykket produkt fejle, som det er sket med gulvhøjttaleren, men sådan er den virkelige verden ind i mellem.

Nu handler det om, at få den i kamp igen. Modstanderen står klar i det ene ringhjørne og det er naturligvis kompakthøjttaleren.

Opgaven er, at gøre gulvhøjttaleren bedre end kompakthøjttaleren. Kort og godt. Det kræver en del arbejde med akustikmålinger, lyttetests m.v. og det vender jeg alt sammen tilbage til, for de nye prototyper er lige blevet klar til test.

Nu skal vi bare sikre, at vi ikke sætter en grøntsag bag rattet.