Ole Witthøft

Basbøvl. Højttalerbyggerens skæbnevalg

Der bliver ikke givet ved dørene, når alverdens højttalerbyggere træffer den næsten uigenkaldelige beslutning om hvordan en højttalers basgengivelse skal være. Det gælder naturligvis også for Højttaler Q113.

Billedet er ikke rystet, det er bashøjtaleren der arbejder (meget). Membranens diameter er kun 15 cm, men dens lange slaglængde gør, at den lille højttaler alligevel kan flytte ganske meget luft. “Prisen” er højttalerens effektivitet, der bliver relativt lav.
Den første alvorlige beslutning i Højttaler Q113 skal træffes snart. Den handler om hvilke tekniske og lydmæssige egenskaber bassystemet skal have. Man kan nemlig ikke få alt det, man ønsker sig. Problemet er, at højttalerbyggeren skal prioritere mellem tre egenskaber, som enhver musikelsker ville elske at svælge ubegrænset og uhindret i, men vi er nødt til at træffe et valg på musikelskerens vegne. Jeg gentager: Alle højttalere, der er baseret på dynamiske højttalerenheder har mødt denne skillevej på et tidspunkt i løbet af deres tilblivelse. I Q113 synes jeg, vi skal møde skillevejen som det første.

 

Teknologi årsag til trængsler

Det er selve den dynamiske højttalers grundkonstruktion, altså membran, magnet, svingspole, der er årsagen til højttalerbyggerens udfordringer. Læg i øvrigt dertil, at der findes en skov af akustiske principper, som kabinettet kan bygges efter. Denne næsten uendelige mangfoldighed af muligheder, forklarer den utrolige forskel der er på alle højttalere og deres lyd. Det er en kilde til stor fascination. Der er så mange ting, man kan justere på, så mange kæpheste man kan klappe, at højttaleren bliver mere end bare et stykke teknik. Man kan ikke lade være med at holde af højttalere, når man først lærer dem at kende. Hør bare hvor mange bolde der er i luften, når en højttaler spiller musikkens bastoner.

 

Sådan laver højttaleren bas

For at højttaleren kan gengive bas skal der være en membran, der kan sætte luften i bevægelse. Membranen har et areal, en vægt og en eftergivenhed. Den drives af en svingspole, der har nogle elektromagnetiske egenskaber og den sidder i et magnetfelt, der har en vis styrke. Bashøjttalerens membran sidder i et kabinet med en luftmasse, der har en eftergivenhed der afhænger af luftmassens mængde og det dæmpningsmateriale, der befinder sig i kabinettet. Hvis højttaleren er en basreflekskonstruktion, vil der sidde et rør i kabinettet med en helt specifik luftmasse. En stor del af basgengivelsen kommer ud af det rør, men hele basgengivelsen opstår som et samspil mellem alle de ting, jeg netop har nævnt. Faktisk har højttalernes placering og akustikken i din stue en ligeså stor -eller måske større – indflydelse på den bas du hører, men det er da heldigvis en anden historie. Skulle du være forvirret, bliver det forenklet nu.

 

12.-mar-2012-2

Der er ingen vej udenom. Højttalerbyggeren skal vælge hvilke egenskaber, der skal have mest opmærksomhed. Og hvilke, der må leve mere i skyggen.

 

En prioritering mellem tre egenskaber

En højttalerbygger har i enhver konstruktion lavet en prioritering mellem højttalerens effektivitet, dens dybbasegenskaber og dens step respons. De tre ting hænger sammen, som en lagkage der skal deles i tre stykker. Gør du en stor indsats overfor en af egenskaberne, mister du muligheden for at gøre det samme for de to andre osv. Egenskaberne skal forstås sådan her: Dybbasegenskaber. Evnen til at gengive så dybe toner som muligt. Effektivitet. Evnen til at omsætte forstærkerens signal til lyd. Step respons. Evnen til at tie stille, når signalet er holdt op. Alle tre egenskaber er gode. Dybbas er med til at give højttalerens lydbillede størrelse og magt. Det vil vi gerne have masser af. Effektiviteten hænger sammen med højttalerens krav til forstærkerens udgangseffekt. Alene tanken om, at en højttaler omsætter størsteparten af forstærkerens effekt til varme og ikke til lyd, kan få enhver til at stemme på bedre effektivitet. En god step respons er med til at gøre lyden præcis, så det ikke lyder som om bassisten kommer snublende efter resten af orkestret, så en god step respons er vigtig for hele flowet af musikken. Men som højttalerbygger må du prioritere.

 

Eksempler fra kanten af den virkelige verden

En lille højttaler kan spille dybere bas, end en stor højttaler. Den kan den, hvis man veksler effektivitet til dybbasegenskaber, f.eks. ved at anvende en tung membran. Jeg siger ikke, det sker hver dag. Jeg siger bare: det kan lade sig gøre. En stor højttaler kan være i stand til at spille højt, uden at være særligt god til at spille bas. Den kan den, hvis den har en pokkers god effektivitet og en god step respons. Så kan du lave en stor højttaler, der kan spille virkelig højt og med meget præcis lyd, men basgengivelsen minder om den fra en lille højttaler. Typisk, er det den store højttaler, der både spiller den dybeste bas og er mest effektiv. Den lille højttaler har, som oftest, den bedste step respons. Men en højttaler kan konstrueres med nogle yderliggående egenskaber, der ændrer disse forhold. Det synes jeg skal med.

 

Sådan vil jeg prioritere for Højttaler Q113

Kommentarer er velkomne, men i udgangspunktet synes jeg det er fornuftigt at tænke som følger. Effektivitet kan vi godt undvære, hvis bare Q113 kan bringes til at tåle power nok. Gode forstærker-watt koster ikke det store, fylder ikke rigtig noget og det må være OK i den gode sags tjeneste, at forvente at Q113 vil blive anvendt med en relativt kraftig og god forstærker. Vi skruer også en lille smule ned for dybbasegenskaberne, eller sagt med andre ord: Q113 behøver ikke at gå ned til 30 Hz, selv om vi kunne få den til at gøre det. På den anden side blev basgengivelsen på SA2K bedømt til at være højttalerens svageste punkt, af de 37 testdeltagere ved Åbent Hus arrangementet, så Q113 skal gøre jobbet bedre end SA2K. Det er klart. Højttalerens step respons vil jeg forsøge at holde et særligt øje med, for hvis man først kyler lydens præcision væk, findes der ikke et sted, hvor man kan finde den igen. Mere uddybning senere.

 

Det håber jeg, du tænker lige nu

Hvis du læser med, fordi du synes det er sjovt, håber jeg indlægget viser at en højttaler ikke bare er en højttaler, og at der ligger holdninger bag enhver konstruktion. Skulle du være garvet højttalerbygger, vil du nok spørge: “Var der ikke noget med, at to australiere udrettede noget vigtigt for højttalerbyggerne engang i 70’erne?”.
Mere om de to australske pionerer næste gang.
Del denne side
Ole Witthøft
Ole er System Audio's grundlægger. Hans 3 store passioner er musik, teknologi og design. Ole er altid dybt begravet i nye projekter, og han færdes både i modelværkstedet, på lageret, bag computeren eller på alverdens bonede gulve.

Slut dig til tusindvis af musikelskere!

Få de bedste historier om lyd
Tilmeld Blog