Neil Young er fantastisk til at larme, men han er endnu bedre til at være stille. Man hører det igen på hans nye album ”Storytone”, hvor støjguitaren er pakket væk og afløst af akustiske instrumenter og en mild skælvende stemme, der synger om jorden, som ikke kan klare mere menneskeskabt misbrug.

Når Neil Young er i det hjørne, hører jeg ekstra godt efter. Det kan være fint med syrede guitarsoloer, der er så lange, at man ved koncerter kan nå både på toilettet og i baren, før de peaker, men min Neil Young er troubaduren. Vi kan kalde ham ”Harvest”-Neil eller ”After The Goldrush”-Young. Ham, der er sitrende intens, også når han er unplugged og kan få selv et trædeorgel til at lyde som en drøm.

Tunge budskaber hviskes

”Storytone” er som udgangspunkt slet ikke en drøm. Det er Neil Youngs mareridt sat til tekst og musik. Han har haft et økologisk syn på verden siden slutningen af 1960’erne, og de senere år er det særligt kampen mod fossile brændstoffer, der har optaget ham. Fracking – metoden, man bruger til at udvinde skifergas – bryder han sig heller ikke om, og ”Storytone” er et kampråb. ”Who’s gonna stand up and save the Earth?” spørger han. “End fracking now. Let’s save the water. And build a life for our sons and daughters”. Den slags verbale knytnæver kunne hamres ind i folk med ekstra strøm, men Neil Young ved, at det ikke er luftguitaren, han skal tale til, når han vil ud med sine budskaber. Så han crooner de alvorlige ord blidt med en klang af country.

Stort drama med strygere

Albummets sound er typisk for Neil Young et nyt radikalt valg. Det er en dobbelt-cd, og på den ene skive får man sangene spillet solo. Den anden – og bedste – sætter dem ind i et anderledes storslået univers af strygere, kor og bigband-horn med et skud blues. Stemmen er stadig lille, men lyden gør dramaet større, som var vi indianerne i en western på vej mod det uundgåelige nederlag. Neil Young, 69, har altid være optaget af lyd, og lydjagten gør ham uforudsigelig og holder ham frisk. Alene udgivelserne i 10’erne viser hans spændvidde: I 2010 slap han ”Le Noise”, hvor produceren Daniel Lanois fik guitarerne til at gløde i ekkoer og syrede effekter. I 2012 rykkede han backingbandet Crazy Horse ud på prærien og fortolkede klassikere på ”Americana” på flosset facon.

Lyden er altid i bevægelse

Tidligere i 2014 var Neil Young på besøg hos Jack White i Nashville, men i stedet for at bruge studiets almindelige indspilningsgrej, lavede de et album direkte i en Voice-O-Graph fra 1947. Det er en optage-automat, som tillod almindelige mennesker at synge en sang og få den med hjem på plade. Elvis Presley og Otto Brandenburg lavede i 1950’erne deres første indspilninger i sådan en boks. Resultatet var langt fra hi-fi, og selv om Neil Young altid jagter den bedste lyd – og har engageret sig i udviklingen af den digitale player Pono – er hans mål først og fremmest at være i bevægelse. Han ved bedre end de fleste, at der ikke opstår energi, hvis man altid kværner afsted i samme tempo. Man ender man at gro fast. Ægte dynamik skabes i mødet mellem hvisken og råb.   (Skulle du få lyst til at købe Storytone på CD, har vi gode erfaringer med at handle hos iMusic, red)